Professor emeritus og ledelsesrÄdgiver Steen Hildebrandt og Charlotte Toft fra Kontemplations team taler sammen om blandt andet verdens tilstand, ydre og indre bÊredygtighedsmÄl, veje til forandring, spiritualitet, verdensmÄl og om dét at lytte.
Samtalen publiceres her pĂ„ Kontemplations blog som optakt til Steens undervisning pĂ„ supervisionsforlĂžbet âIndre praksis og arbejdslivâ.
Charlotte:
Du har jo snakket om, altsÄ hvad skal man sige, at de rum, hvor forandringen kan ske og handlingerne foretages, det vil ofte vÊre i de folkevalgte forsamlinger. Det er der, hvor der er en mulighed for at lovgive, og en mulighed for at man som individ stemmer folk ind. Men der er ogsÄ en indbygget problematik i, at de jo ogsÄ skal vÊlges. SÄ alle vores vaner og dét, vi er opvokset med, som du ogsÄ har talt om fÞr, altsÄ dét med, at vi har ret til, at vi kan fÄ mere, at vi skal pÄ ferie, at vi skal⊠ der er vÊkst i det hele. Er det ikke et lidt svÊrt rum alligevel, fordi det har en indbygget modsÊtning? Det er dér, der kan forandres noget, men der er ogsÄ et benspÊnd pÄ en eller anden mÄde?
Steen:
âJa, der er et benspĂŠnd. Der er mange benspĂŠnd. Og det er klart, at alt det vi taler om, det er jo interessant nok â og vigtigt nok. Men pĂ„ en eller anden meget banal mĂ„de, sĂ„ skal vi jo ind og handle alle sammen, hvis der skal ske noget. Der sker noget ved, at vi taler og tĂŠnker og fĂžler, men i den fysiske verden skal vi ogsĂ„ ind â og dĂ©r skal vi handle.
Man kan jo fokusere pĂ„ sig selv og se, hvor svĂŠrt det er at ĂŠndre ens egne vaner. Og sĂ„ kan man tage ind i Folketinget, og sĂ„ kan man sidde og lytte og spĂžrge, hvornĂ„r siges der noget uden floskler? HvornĂ„r taler politikerne et dybt og ĂŠrligt sprog?… Og hvis jeg skal vĂŠre ĂŠrlig, sĂ„ er dĂ©t, jeg hĂžrer og tolker, det er, at det sker meget sjĂŠldent. Det er et floskelsprog. Det er et adskillelsessprog. Det er et kortsigtet sprog. Det er et fixesprog. Vi fixer. Og det er jo noget, der ogsĂ„ ligger i mange af os og i det gamle paradigme: At hvis der er et problem, sĂ„ fixer vi det. Og vi fixer det ofte ved, at vi bevilger en million eller ti millioner eller en milliard. Og nĂ„r vi sĂ„ har bevilget det, sĂ„ har vi det rigtig godt, fordi sĂ„ har vi lĂžst problemet â er vi vant til at tĂŠnke. Og vi bliver mere og mere klare over, og mĂ„ske nĂŠsten hele tiden mindet om, at sĂ„ enkelt er det selvfĂžlgelig ikke. Penge alene gĂžr det ikke.
Jeg kan jo sagtens hĂžre, at det lyder vanvittigt, nĂ„r man ser, hvor opsplittet verden er, og hvor meget verden er i krig, men der er noget pĂ„ den anden side af krigen og det opsplittede, som vi ogsĂ„ skal have lov til at fokusere pĂ„ â altsĂ„ mulighederne og potentialerne â ellers kan vi ikke leve.
Vi skal til at lĂŠre nogle nye lektier, som ogsĂ„ for politikerne bliver vanskelige. Vi bliver nemlig nĂždt til at tale om, hvordan verden reelt er indrettet og fungerer, og hvad det gamle paradigme gĂžr ved verden, og hvordan vi fĂ„r os bevĂŠget over i et andet tankemĂžnster â i et andet tankesĂŠt om, hvordan verden og samfundet ser ud, og hvad der derfor pĂ„ den baggrund er politikernes mulighed, udfordring og opgave. Og det er ogsĂ„ en kĂŠmpestor forandring, vi der stĂ„r overfor.â
Tror du, det kan…. AltsĂ„, vi hylder jo alle sammen demokratiet, men i nogle sammenhĂŠnge kan man jo godt Ăžnske sig et oplyst diktatur.
âJeg kan ogsĂ„ godt forfalde til at tĂŠnke, at demokratiet ikke kan lĂžse de problemer, vi stĂ„r overfor, men jeg skal ikke tĂŠnke ret lĂŠnge, synes jeg, fĂžr jeg vender tilbage til, at jo, det er fortsat rigtigt, at det er den mindst ringe ledelsesform, vi har. SĂ„ jeg ser ikke det oplyste enevĂŠlde eller diktatur selv med den bedste diktator som lĂžsning.
Jeg tror, demokratiet er det rigtige. Og mĂ„ske vil den demokratiske tĂŠnkning vise sig at vĂŠre endnu vigtigere, nĂ„r vi ser fremad, fordi det mĂ„ske er rigtigt, at mere og mere af det, vi stĂ„r overfor, krĂŠver det, vi med en floskel kalder ‘bottom up’. AltsĂ„ nedefra-og-op tĂŠnkning. BevĂŠgelse. Handling. At det faktisk er os mennesker, der i virkeligheden skal bĂŠre de store transformationer eller transitioner. Hjulpet af politikerne, men hvor vi jo â formentlig mange af os â er vĂŠnnet til at tĂŠnke, at det er politikerne, der skal trĂŠkke lĂŠsset, der skal trĂŠkke reformerne. Og vi andre skal fĂžlge med. Det kan godt vĂŠre, at det ĂŠndrer sig til, at det faktisk er vi andre â borgere, virksomheder, civilsamfundet, der faktisk skal trĂŠkke det store lĂŠs i fremtiden, fordi politikerne ikke evner, ikke tĂžr gĂ„ foran. Ikke evner at gĂ„ foran.
Vi kan jo bare tÊnke pÄ den grÞnne ungdomsbevÊgelse. Masser af mennesker, masser af unge mennesker. StudenterbevÊgelser og ungdomsbevÊgelser.
Der er lige kommet en interessant bog fra det, der vel hedder den grĂžnne ungdomsbevĂŠgelse med masser af idĂ©er, masser af billeder, masser af mod, som politikerne ikke demonstrerer. De demonstrerer mĂ„ske i virkeligheden det modsatte. SĂ„ pĂ„ den baggrund kunne man godt drĂžmme om, at demokratiet forstĂ„et som de brede gruppers initiativer og bevĂŠgelser har en stor fremtid foran sig. Fordi det er der, tingene sker.â
Og der er vel ogsĂ„ noget om det her fokus. Fordi man kan sige, at i dag med de gode initiativer â og mange initiativer og mange muligheder og mange andre ting, der sker i verden, der kan man jo godt blive trĂŠt – simpelthen. Og det er mĂ„ske her, hvor spiritualitet kan noget. AltsĂ„ at man fĂ„r et fokus pĂ„, hvad der bevĂŠger sig og er vigtigt.
âOg nĂ„r du siger verden. Det er igen verden. Det er ikke bare Danmark. Eller bare den enkelte organisation eller kommune. Det er verden, og det er klart, at det er naivt at sige det, hvis man ser pĂ„, hvordan verden ser ud, men det er alligevel der, vi ogsĂ„ skal have vores bevidsthed – at den lille verden i den grad hĂŠnger sammen med den store – og at de to pĂ„virker hinanden. Det er ogsĂ„ det perspektiv, vi skal have med i vores politiske tĂŠnkning, i vores ledelsestĂŠnkning og helhedstĂŠnkning. Og jeg kan jo sagtens hĂžre, at det lyder vanvittigt, nĂ„r man ser, hvor opsplittet verden er, og hvor meget verden er i krig, men der er noget pĂ„ den anden side af krigen og det opsplittede, som vi ogsĂ„ skal have lov til at fokusere pĂ„ â altsĂ„ mulighederne og potentialerne. Ellers kan vi ikke leve.â
For mig har det i hvert fald personligt vÊret lÊrerigt hele tiden at blive fortalt, hvordan alt i verden er forbundet med alt andet. Med alt. Fordi sÄ bliver det svÊrt at tage adskillelsestankegangen alvorlig.
âJa, det gĂžr det. Og det kan vi blive mindet om ved, at nogen fortĂŠller os det – forskere, kunstnere – men vi kan jo ogsĂ„ mere og mere mĂ„ske fornemme det, nĂ„r vi bare gĂ„r udenfor og ser, hvordan ting pĂ„virker og pĂ„virkes af noget, der er udefrakommende. Og hvordan verden pĂ„ den mĂ„de â landene, Ăžkonomierne â hĂŠnger sammen og er forbundne og pĂ„virker hinanden pĂ„ en mĂ„de, vi ikke kan lukke Ăžjnene for.
Og her vender jeg bare lige et Ăžjeblik tilbage til det her med uligheden, som jeg tror er et uhyre vigtigt fĂŠnomen, som desvĂŠrre mĂ„ske endda med stor hastighed, forandrer sig i den negative retning i disse Ă„r. At uligheden vokser og accelererer, tror jeg desvĂŠrre – pĂ„ truende mĂ„der. Det hĂŠnger sammen med fattigdom, men fattigdom ser mĂ„ske ud til at vĂŠre i bedste fald mĂ„ske stagnerende, sĂ„ vi har lidt mere styr pĂ„ fattigdommen i verden, end vi har pĂ„ uligheden. Og den er en enorm trussel mod sammenhĂŠngen og mod det, der skal gĂžre hĂ„bene til virkelighed.”
Baggrund for samtalerne mellem Steen Hildebrandt og Charlotte Toft
Samtalerne bliver publiceret pĂ„ Kontemplations blog i forbindelse med Steens undervisning pĂ„ supervisionsforlĂžbet âIndre praksis og arbejdslivâ.
IndlĂŠgget âOm demokrati og mulige veje til forandringâ er den femte samtale i rĂŠkken.
Samtalerne er her gengivet i deres oprindelige form med undtagelse af et par enkelte redigeringer, der har haft til formÄl at prÊcisere det talte sprog.
Steen Hildebrandt har blandt andet udgivet bĂžgerne âDanmark og verdensmĂ„lene â en ny dagsordenâ (2019) og âDet bĂŠredygtige velfĂŠrdssamfund â verdensmĂ„lene som kompasâ (2021). Han har pĂ„ Kontemplations blog bl.a. udgivet Kloden som symbol â ydmyghed og hĂ„b (2020), Klodens udvikling â vi skylder kloden alt (2020), BĂŠredygtighed og resiliens â de kommende generationer (2020) og Forandring krĂŠver beslutning (2022).
Foto: Charlotte Toft
Lydbearbejdning: Morten Winkler
Charlotte er uddannet kultursociolog. Hun har arbejdet som journalist, redaktĂžr og leder i over 20 Ă„r i nĂždhjĂŠlps- og udviklingsorganisationer. I dag arbejder hun som presse- og kommunikationskonsulent samt stresskonsulent. Charlotte har i en Ă„rrĂŠkke fulgt Kontemplations undervisning og sidder Ă„rligt i retreats. Hun modtager undervisning og praksisvejledning af Hanneli Ă
gotsdatter og Peter HĂžeg.
Foto: Lars Schmidt
er ph.d. og professor ved Institut for Ledelse, HandelshÞjskolen, Aarhus Universitet. Tidligere vismand i Det Nationale KompetencerÄd og ledelsesredaktÞr pÄ dagbladet BÞrsen. Han er forfatter til bÞger, artikler og kronikker om ledelse og samfundsforhold og han er medlem af flere bestyrelser.

